• Novo-topchef er blandt topchefer på vej til møde med statsministeren om USA og Trump

    المصدر: BDK Finans / 16 يناير 2025 03:31:01   America/Chicago

    Op mod 60 procent af Novo Nordisks milliardindtægter stammer fra USA. Derfor er det ikke overraskende, at Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, er blandt de danske erhvervsledere, som torsdag mødes med regeringen. Det oplyser Novo Nordisk til Berlingske. Medicinalselskabet har ingen yderligere kommentarer. Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, deltager også, bekræfter organisationen over for Berlingske. Også Dansk Industri vil være repræsenteret, formentlig med administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen. Også Ørsteds topchef, Mads Nipper, er klar til mødet, oplyser selskabet til Berlingske. Det samme gælder Vestas topchef, Henrik Andersen, der også deltager i mødet. Det oplyser virksomheden til Berlingske. Ifølge Finans er topchef Jacob Aarup fra Carlsberg, Jens Lund fra DSV og Niels B. Christiansen fra Lego, også blandt deltagerne. Fra regeringens side deltager blandt andre erhvervsminister Morten Bødskov (S) og statsminister Mette Frederiksen (S). Berlingske erfarer, at mødet blev indkaldt med blot 36 timers varsel onsdag formiddag, altså før statsminister Mette Frederiksen (S) talte med USAs kommende præsident Donald Trump i telefon, og i første gang uden dagsorden og deltagerliste. De kommer ikke Det er meget usædvanligt og betyder at flere virksomheder har svært ved at stille med topchefen. Det gælder blandt andet Mærsk, som oplyser til Berlingske, at topchef Vincent Clerc ikke er i landet. Hos Danfoss har topchef Kim Fausing heller ikke mulighed for at deltage. Grundfos ønsker ikke at kommentere på sagen. Det er endnu uklart, hvad mødet præcist skal handle om, men ifølge Berlingskes oplysninger er emnet handelspolitik i kølvandet på den usædvanlige situation, der er opstået, efter at USAs kommende præsident, Donald Trump, har truet med at indføre en høj straftold på danske virksomheder, hvis Danmark nægter at afgive Grønland til USA. Donald Trump ville på et pressemøde 7. januar heller ikke udelukke, at USA ville bruge økonomiske eller militære midler mod Danmark for at nå sit mål. Det var Børsen, der først kunne fortælle, at regeringen har inviteret en udvalgt gruppe danske erhvervsledere til et møde. »Det er vigtigt med en god og konstruktiv dialog med dansk erhvervsliv. For i en tid med geopolitiske spændinger skal vi søge dialogen og samarbejdet,« udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S) til Børsen. Erhvervsministeriet bekræfter også over for for Berlingske, at mødet finder sted, men der er indtil videre ingen detaljer om, hvor og hvornår det foregår. Samtale med Trump Trumps udmeldinger om at ville overtage Grønland og ikke mindst hans manglende lyst til at afvise, om han vil bruge økonomisk eller militær magt for at nå sit mål, kom bag på regeringen. Onsdag havde statsminister Mette Frederiksen (S) dog en 45 minutter lang samtale med Trump om blandt andet situationen i Grønland. Her understregede statsministeren ifølge en pressemeddelelse blandt andet vigtigheden af samhandel mellem USA og Danmark, og at danske virksomheder bidrager til vækst og arbejdspladser i USA. De fleste større danske virksomheder har USA som en vigtig samarbejdspartner. Det gælder ud over Novo Nordisk blandt andre virksomheder som Danfoss, Grundfos, Lundbeck, Bavarian Nordic, Coloplast, Ørsted, Vestas og LEGO. Mange af virksomhederne har produktion i USA – det gælder dog ikke Bavarian Nordic og indtil videre hellere ikke LEGO, der i øjeblikket er ved at bygge en ny fabrik i USA. https://www.berlingske.dk/business/novo-topchef-er-blandt-topchefer-paa-vej-til-moede-med-statsministeren-om
شارك على،